Den Gyldne Bold har længe været et plaster på såret for mange VM-spillere, der aldrig fik lov til at vinde den helt store præmie, nemlig et verdensmesterskab. VM 2022 bliver næppe nogen undtagelse, men vi kan kun blive positivt overrasket.
Vindere af the Golden Ball
VM 2018 – Luka Modric
Kroatien tog fusen på alle, da de I 2018 endte i VM-finalen. En storspillende Luka Modric var i den grad medvirkende til, at det skete. Kroatiens kaptajn var ustyrlig under VM 2018, og forhåbentlig brænder Modric banen af igen til VM 2022, som formentlig bliver hans sidste i karrieren.
Modric blev hædret, selvom Kroatien tabte VM-finalen til Frankrig. Modric vil dog alle dage have byttet den Gyldne Bold ud med VM-trofæet.
VM 2014 – Lionel Messi
Ligesom Modric tabte Messi også sin VM-finale. Det skete tilbage i 2014, da verdensstjernen og Argentina tabte VM-finalen til Tyskland.
Den syvdobbelte Ballon d’Or-vinder spillede en solid VM-turnering, som næsten endte perfekte for Lionel Messi. Han blev noteret for fire mål og en assist. Thomas Müller vandt Sølv Bolden og Robben vandt Bronze Bolden.
VM 2010 – Diego Forlan
Ved VM i Sydafrika i 2010 formåede en skarp Diego Forlan at sende Uruguay i ekstase, da de nåede en VM-semifinale. Semifinalen tabte Uruguay snævert til Holland med 2-3. Diego scorede sit femte mål i turneringen og blev turneringens topscorer, da han havde en assist i bagagen ift. til David Villa, Thomas Müller og Sneijder, som også scorede fem mål.
Derudover blev Forlan også kåret som turneringens spiller, selvom han noget overraskende ikke var nået til en VM-finale som de andre vindere af den Gyldne Bold.
VM 2006 – Zinedine Zidan
VM-finalen i 2006 står klar i erindringen for mange fodboldelskere, da Italien og Frankrig tørnede sammen - to af de største fodboldnationer i verden. Zinedine Zidan scorede et ikonisk straffespark og modtog samtidig et direkte rødt kort for at nikke Materazzi en skalle i brystet.
Zidan-løse Frankrig tabte VM-finalen efter straffespark, men under hele VM-slutrunden havde Zidan endnu engang imponeret med sin elegante spillestil.
VM 2002 – Oliver Kahn
For første gang og indtil videre inden VM 2022 er den tyske legende Oliver Kahn, den eneste målmand, der har modtaget prisen som den bedste spiller ved et VM. Oliver Kahn og Tyskland lukkede kun tre mål ind i hele turneringen. To af målene blev scoret i VM-finalen, som Tyskland og Oliver Kahn tabte til Brasilien.
VM 1998 – Ronaldo
Til VM 1998 var det Ronaldos tur til at tabe en VM-finale og derefter vinde den Gyldne Bold og blive kåret som turneringens spiller. Brasilien fik klø i VM-finalen mod Frankrig, som de tabte til med 0-3. Brasilien havde tidligere i turneringen slået Danmark i en uforglemmelig VM-kvartfinale, i hvert fald hvis man er dansker.
Ronaldo scorede fire mål, men blev ikke turneringens topscorer. Det gjorde kroatiske Davor Suker med seks mål.
VM 1994 – Romario
Romario er den eneste på denne liste, som både formåede at vinde den Gyldne Bold og VM. Det skete tilbage i 1994 i USA. Romario og Brasilien vandt VM-finalen efter straffespark mod Italien. Romario scorede fem mål og endte på en delvis tredjeplads på topscorerlisten.
VM 1990 – Salvatore Schillaci
Den sidste spiller på listen er italienske Salvatore Schillaci, der både formåede at blive topscorer med seks mål og blive VM-turneringens bedste spiller. Samtidig sluttede Italien også på en tredjeplads og gik glip af VM-finalen, da de tabte til Argentina i semifinalen med Maradona på banen. Dengang vandt Vesttyskland VM-finalen over Argentina.
*Credits: artiklens billede tilhører Associated Press
Først publiceret: d. 10. November 2022