Da Roger Federer blev den ældste nummer 1 i verden i tennishistorien efter at have vundet Rotterdam Open i 2018, blev der kastet lys på elitens alder i den moderne æra.
Naturligvis blev Federer rost for sin præstation, især da den kom lige efter at have vundet Australian Open, men da støvet havde lagt sig og der blev gravet lidt mere, stod det klart, at der har været et seismisk skift i mændenes spil.
For at sige det lige ud, så er de bedste spillere i mændenes spil betydeligt ældre end de nogensinde har været på hvilket som helst tidspunkt i løbet af den professionelle æra.
De ældste statsmænd har til en vis grad vist deres yngre kolleger, at du skal helt tilbage til mændenes Wimbledon-finale i 2016 for at finde en Grand Slam-finale, der ikke blev spillet af mindst en spiller over 30 år.
Siden den varme sommerdag i SW19 for tre år siden, er de næste efterfølgende ti Grand Slam-finaler blevet vundet af spillere over 30 år. Der er mange flere beviser; alle favoritter inden for tennis betting til de kommende Grand Slams i 2019 er også over 30 år.
Tidligere erfaringer foreslog at en spillers karriere ville nå højdepunktet omkring 28 eller 29 års alderen, og at de i en alder af 31 år ikke længere ville have mulighed for at konkurrere med de yngre spirende tennisstjerner.
Både Boris Becker og Pete Sampras trak sig som 31-årige og ingen rynkede på panden i de tilfælde. Men da Andy Murray annoncerede, at han stoppede tenniskarrieren som 31-årig på grund af et problem med hoften, blev verden enige om at hans karriere blev stoppet for tidligt.
Fænomener af denne natur kan være svære at sætte en finger på lige meget hvordan de opstår, men de nuværende tendenser, der pt. definerer mændenes tennis, kan tilskrives et aldrig før set niveau af professionalisme i spillet.
Hvad førte til denne nye bølge af professionalisme?
Svaret er meget simpelt og her kan vi kopiere titlen fra Abba's 1976 hit single 'Money Money Money'. De færreste sportsgrene er ligeså lukrative som tennis, men det gælder kun, hvis du topper verdensranglisten.
I perioden mellem juni 2017 og juni 2018 tjente Roger Federer intet mindre end 77,2 millioner amerikanske dollars via præmiepenge og sponsoraftaler.
I samme periode tjente Rafa Nadal 41,4 mio. britiske pund og Novak Djokovic tjente 23,5 mio. amerikanske dollars.
Indtjeningen varierer naturligvis og den afhænger i høj grad af, hvilken form for kommerciel appel, som spilleren kan byde på udenfor tennisbanen, samt de sejre han opnår på banen.
På trods af disse massive tal i toppen af mændenes tennis, siges det, at kun toppens 350 mandlige tennisspilleren på touren kan tjene penge på sporten.
Jo længere en spiller er nede af verdensranglisten, jo mere sparsommelig skal han være når det kommer til hotel, fly og hvilken form for ernæringsekspert eller fysioterapeut han bringer med sig på touren.
Man kan ikke købe lykke med penge, men de kan købe en lang levetid.
Når Roger Federer ankommer til en turnering, skubber han ikke en vogn med sit tennisudstyr gennem den internationale ankomsthal og han ringer heller ikke efter en Uber, der skal køre ham til hotellet.
Den schweiziske legende ankommer i et privatfly med hele sit følgeslæb med sig. Hans personale består af to trænere, en personlig træner, en fysioterapeut og tre barnepiger samt hjælpelærer til sine børn.
Novak Djokovic kommer heller ikke bare med sin tennisketsjer og høje forhåbninger. Nej, i forbindelse med alle de skridt Djokovic vælger at tage vil hans strateg, hans fysioterapeut, hans fitness træner og hans træningspartner følge efter.
Han havde endda den berømte åndelige rådgiver Pepe Imaz med sig før i tiden, før de valgte at skilles ad i 2018.
Med al den støtte er det nemt at se, hvorfor Djokovic var favorit inden for al tennis betting tips op til Australian Open og hvordan han vandt turneringen i sidste ende.
Størstedelen af verdens top-20 har midler til at sammensætte et følgeskab af samme størrelse som dem, hvilket uden tvivl øger deres chancer for at lykkes på banen.
I disse tider træder de yngre spillere direkte ind i løvernes hule, når de tager med på touren og skal op imod de største spillere, der nogensinde har spillet, samt de bedste støttehold, som kan købes med penge
Det får en til at overveje, om de gamle vagter overhovedet nogensinde vil træde til side for at invitere den nye generation af spillere ind i varmen?
Hvorfor bruger spillerne disse nye metoder til at vinde?
Det siges at Andy Murray spiste op til 50 stykker sushi om dagen for at indtage 6000 kalorier på en dag. Skottens hold ville jagte en sushirestaurant, uanset hvor han spillede en bestemt begivenhed og de sendte ham endda afsted til Wimbledon med en køler, så han kunne genopbygge sin krop efter en kamp.
I løbet af sin karriere og takket været vejledning fra sin fuldtidsnæringsekspert kunne Murray opbygge en imponerende 192 cm høj figur og da han var stærkest vejede han svimlende 86 kg.
Det har været godt dokumenteret, at de belønninger, som kan opnås i dag, overhovedet ikke kan sammenlignes med noget andet, der tidligere er oplevet i mændenes tennishistorie.
Hvis du kigger tilbage på Wimbledon i 1968 modtog Rod Laver kun 2643 amerikanske dollars efter at han vandt turneringen.
Så kan du springe frem til 1984 hvor John McEnroe vandt Wimbledon og han fik en check på 128.000 amerikanske dollars, hvilket svarer til omkring 340.000 amerikanske dollars i dag.
Så springer vi helt frem til Djokovics knusende straight-set sejre over Kevin Anderson i Wimbledon-finalen i 2018, hvilket sikrede serberen imponerende 3,3 millioner dollars i præmiepenge og derfor er det ikke svært at regne ud, hvorfor der bliver kæmpet så hårdt om at være den bedste.
Den 32-årige serber er i den seneste online betting favorit til at vinde Wimbledon igen i år og hvis han gør det, vil han nå op på en indtjening i hele sin karriere på over 125 millioner dollars.
Når det kommer til stykket, er der tale om forretning.
Professionel sport har som helhed udviklet sig til en nærmest uigenkendelig tilstand siden firserne. Udover flere præmiepenge, så er kulturen med ekspertise og dedikation været den anden massive forandring.
Borte er de dage, hvor Ian Botham drak en øl i frokostpausen eller hvor fodboldspilleren George Best røg en cigaret i halvlegen eller at John McEnroe lavede nogle sprællemænd i opvarmningen inden en Wimbledon-finale.
Spillerne i toppen har udnyttet gennembruddet inden for sportsmedicin og næsten alle andre gennembrud, som er blevet foreslået til dem, så de kan komme foran ved at jagte guleroden, der er for næsen af dem.
Tennis er ikke anderledes, men jo rigere spilleren er, jo mere kan han bruge forskellige metoder til at have en konkurrencemæssig fordel, der hjælper med at dominere sportsgrenen.
Lige nu er syv af de ti bedste på mændenes officielle verdensrangliste over 30 år, og derfor er der ingen tvivl om, at spillerne massivt nyder godt af at få støtte af et 24/7-hold, der analyserer alt hvad de foretager sig, fra når de står op til de går i seng.
De stærke fysiske forhold, som de har gennemgået i løbet af deres 20'ere betyder, at de gode spillere nu er i stand til at forblive konkurrencedygtige i deres tredivere og derover.
