Med knap en måned til VM 2022 varer det ikke længe, før alle nationer offentliggør deres VM-trupper. Vi håber inderligt, at de 10 teenagere, vi har på vores liste, kommer med til VM 2022. Selvom konkurrencen er hård, giver det altid en trup noget ekstra at have sultne unge talenter med. Vi har fundet 10 teenagere, som med stor sandsynlighed kommer med til VM 2022 og kan få deres landsholdsgennembrud.
10 teenagere, der kan lyse op ved VM 2022
Jude Bellingham
Igennem flere sæsoner for Dortmund er Bellingham allerede blevet en krumtap for det tyske storhold i en alder af blot 19 år. Bellingham fik debut for England, da han var 17 år. Siden hen er det blevet til 17 landskampe inden VM 2022.
Vi forventer, at Belllingham kommer til at starte inde for England, når VM 2022 går i gang. Det er nærmest umuligt at se bort fra den centrale midtbanespiller, der kan spille en afgørende rolle i Englands succes ved VM 2022.
Pedri
Pedri vandt Golden Boy-prisen i 2021, og er allerede i en alder af 19 år blevet en vigtig brik på det spanske landshold og ikke mindst hos FC Barcelona.
Pedri er fremtidens stjerne i fodboldverden. Hypen omkring ham er enorm, hvilket skyldes hans flotte og modne præstationer på de respektive hold. Vi håber, Pedri får sit helt store internationale gennembrud, når han skal stå på den hidtil største scene i sin relativt korte fodboldkarriere, når VM 2022 begynder.
Gavi
Xavi- og Iniesta-æraen sluttede for nogle år siden. Nu ser det ud til, at en ny æra står for døren, nemlig Pedri- og Gavi-æraen.
Gavi er et år yngre end Pedri, og alligevel vælter han sig allerede i spilletid hos FC Barcelona og på det spanske landshold. Det er skræmmende at tænke på, at en 18-årig muligvis står over for et VM-gennembrud. Spaniens fremtid ser i hvert fald lovende ud. Får Gavi debut til VM, vil han blive den yngeste VM-debutant i Spaniens historie. Dermed vil han overhale Fabregas, der i skrivende stund har rekorden.
Marcelo Flores
Det er nok de færreste, der kender til Marcelo Flores, da han stadig mangler sit gennembrud på klubplan. Flores er på nuværende tidspunkt ejet af Arsenal, men udlejet til Real Oviedo i La Liga 2.
Ikke desto mindre har den mexicanske landstræner Gerardo Tata Martino et gode øje til Flores, der fik sin landsholdsdebut i 2021. Flores blev dermed den femte yngste debutant i Meixcos fodboldhistorie. Det er dog usikkert, om Flores bliver udtaget til VM 2022.
Jamal Musiala
En spiller, der dog er sikker på udtagelse, hvis han altså er skadesfri, er tyskeren Jamal Musiala. Den 19-årige tysker står overfor sin anden slutrunde med Tyskland. Han var med til EM 2021 og er også et sikkert kort til VM 2022.
Musiala er den yngste til at debutere for Bayern München. Han var således kun 17 år og 115 dage. Hans potentiale kommer alle fodboldelskere til at nyde godt af i mange år.
Luka Romero
Vi fik et kort glimt af Luka Romero, da FC Midtjylland tørnede sammen med Lazio i Europa League i efteråret 2022. Den unge argentiner er blot 17 år gammel og bliver 18 år under VM 2022.
I 2022 blev Romero for første gang udtaget til det argentinske A-landshold, og selvom Romero ikke vadede i spilletid på det tidspunkt, skulle han stadig ses an. Romero står stadig overfor sin debut på A-landsholdet, men mon det kommer til at ske under VM 2022, hvis han bliver udtaget.
Yunus Musah
USA vandt kampen om Yunus Musah mod England. Den 19-årige amerikaner, der til daglig spiller i Valencia, spillede omkring 30 ungdomslandskampe for England, inden han valgte at repræsentere USA på seniorniveau. I sin ungdomstid tørnede Musah ud for Arsenal, men skiftede til Valencia i 2019.
I en alder af 17 år fik Musah sin debut for det amerikanske landshold. Siden hen er det blevet til 18 landskampe for den unge komet, som står overfor flere landskampe til VM 2022.
Felix Afena-Gyan
Ghana råder over en 19-årig angriber ved navn Felix Afena-Gyan. På nuværende tidspunkt inden VM 2022 har Afena-Gyan spillet seks landskampe for Ghana. Han var blandt andet med til at sikre Ghana en plads ved VM 2022.
Roma ejede Afena-Gyan indtil sommeren 2022, hvor han blev solgt til Serie A-oprykkerne fra Cremonese. Selvom det ikkke går synderlig godt for Afena-Gyan og Cremonese, så forventer vi, at Afena-Gyan kommer til at spille en afgørende rolle for Ghana, og at han efter VM muligvis kan blive sendt tilbage til en topklub i Europa.
Florian Wirtz
Leverkusen har i mange år været en talentfabrik i fodboldverden. En nye talentfuld spiller, som de er ved at skyde afsted, er 19-årige Florian Wirtz fra Tyskland. Desværre er den tyske offensive spiller skadet og har været det siden februar 2022. Han bliver næppe klar til VM 2022, og skulle han blive klar, bliver han næppe udtaget.
Han bliver meget vel fremtidens mand for det tyske landshold, sammen med mange af deres andre store talenter.
Ricardo Pepi
USA har endnu en teenager i folden, som bliver interessant at følge under VM 2022. 19-årig Ricardo Pepi ejes til daglig af Bundesliga-klubben Augsburg. Pepi er i skrivende stund og frem til sommeren 2023 udlejet til Groningen. Indtil videre er det blevet til fem kampe og fire mål i Æresdivisionen.
Pepi har allerede spillet 10 landskampe for USA og scoret tre mål. Han ligner en spiller, der kan score målene for USA til VM 2022.
*Credits: artiklens billede tilhører Associated Press
Først publiceret: d. 17. oktober 2022