Talenter har alle dage været en interessant størrelse i fodboldens verden.
I Superligaen har der gennem de seneste mange år været adskillige spillere, der i en ung alder har markeret sig.
I denne artikel fokuserer vi på de 10 yngste debutanter i Superligaens historie.
10. Anders Hansen
Alder ved debut: 16 år og 313 dage
Klub ved debut: Næstved
Note: Anders Lee Hansen er i dag et helt ukendt navn for den gængse Superliga-fan, men tilbage i 1990’erne blev han som bare 16-årig den yngste spiller i landets bedste række. Hansen blev sendt på banen for Næstved i et 0-4-nederlag mod AaB og fik endnu et indhop nogle dage senere mod Brøndby, men flere kampe blev det ikke til i foråret 1996, hvor Næstved endte med at rykke ud af Superligaen. Klubben kom aldrig op i landets bedste række igen, og det gjorde Anders Hansen heller ikke.
9. Morten Frendrup
Alder ved debut: 16 år, 310 dage
Klub ved debut: Brøndby
Note: Dette forår handler primært om Brøndbys jagt på det danske mesterskab. Det giver odds 1.65, hvis Brøndby bliver dansk mester, og træner Alexander Zorniger har i jagten på titlen primært brugt erfarne spillere, som han kan stole på. Men der har også været plads til at give debut til den yngste Superliga-spiller i Brøndbys historie. Morten Frendrup var således end ikke fyldt 17 år, da han blev sendt på banen i Brøndbys udekamp mod Lyngby i forårets første spillerunde i 2018. Han fik seks minutter på banen i 3-1-sejren, og et par uger senere fik han kamp nummer to, da Brøndby vandt 6-1 over Helsingør.
8. Alexander Juel Andersen
Alder ved debut: 16 år, 306 dage
Klub ved debut: Viborg
Note: I dag er Alexander Juel Andersen en erfaren spiller, der dog primært sidder på bænken for AGF, men tilbage i 2007 var han et fremadstormende forsvarstalent i Viborg FF. Han fik debut som 16-årig i 07/08-sæsonen, hvor Viborg endte som nedrykker, og han vendte først tilbage til Superligaen som Horsens-spiller i 2011. Siden har han været en fast del af ligaen og er som 27-årig oppe på 135 Superliga-kampe. Der formentlig udsigt til flere.
7. Mads Beierholm
Alder ved debut: 16 år, 256 dage
Klub ved debut: Vejle
Note: Det skabte masser af hype, da Mads Beierholm i 2001 blev en del af Vejles førsteholdstrup. Midtbanespilleren var gymnasieelev, men markerede sig også som en profil i Vejle, hvor han også blev historiens yngste Superliga-målscorer i sin første sæson. Karrieren udviklede sig dog ikke som planlagt for Beierholm, der sammen med Vejle rykkede ned i foråret 2002. Skader og dårlige beslutninger uden for banen gjorde, at Beierholms karriere sluttede i en for tidlig alder, og han står i dag blot noteret for 36 Superliga-kampe.
6. Navid Dayyani
Alder ved debut: 16 år, 244 dage
Klub ved debut: AGF
Note: Det var ikke nemt at være ung spiller og få debut i AGF i begyndelsen af årtusindet. Klubben var inde i en negativ spiral med skiftende trænere og dårlige resultater, og Navid Dayyani fik da også kun to indhop på banen i sin første Superliga-sæson i 2003/04-sæsonen. Debuten kom under Poul Hansen i efteråret 2003 i et 1-2-nederlag mod Brøndby, men det blev kun til én kamp mere dén sæson – og én mere i sæsonen efter, hvor Søren Åkeby var kommet til. I 05/06-sæsonen blev de til 14 kampe, og han var således med til at rykke ned i foråret 2006, da Ove Pedersen var blevet træner. Siden så man ham ikke i Superligaen, og han stoppede allerede karrieren som 20-årig på grund af skader.
5. Mads Hvilsom
Alder ved debut: 16 år, 225 dage
Klub ved debut: FC Midtjylland
Note: Da FC Midtjylland stadig var en helt ny klub, var det vigtigt for den at sende signaler om, at den ville satse på unge talenter. Et af disse var Mads Hvilsom, og da han blev sendt på banen i sidste minut af en hjemmekamp mod Horsens som 16-årig, blev han den yngste i Superligaens historie på daværende tidspunkt. Hvilsom har sidenhen udtalt, at han ikke følte sig klar til Superligaen, og han bed sig da heller aldrig fast på FCM-holdet, hvor han i de følgende fem sæsoner kun fik sporadiske indhop. Superliga-gennembruddet kom således seks år efter debuten, da han som Hobro-spiller scorede 16 mål i 33 kampe og blev solgt til tysk fodbold. Nu er han atter tilbage i Danmark, hvor han spiller i SønderjyskE, mens hans tidligere klub FC Midtjylland giver odds 2.20 som dansk mester.
4. Magnus Kaastrup
Alder ved debut: 16 år, 225 dage
Klub ved debut: AGF
Det er en ung mand, der i disse dage er ved at bide sig fast i AGF’s startopstilling. Magnus Kaastrup fik debut i sæsonens første spillerunde under Glen Riddersholm, men det er først i dette forår, at han har fået kontinuerlig spilletid under David Nielsen. Debuten i hjemmekampen mod Horsens endte med et nederlag og et gult kort, men her i foråret 2018 er det blevet til tre startpladser for den nu 17-årige unge mand. Kaastrup har en spændende fremtid foran sig, for hans første aftryk i Superligaen har været positivt.
3. Lucas Andersen
Alder ved debut: 16 år, 173 dage
Klub ved debut: AaB
Note: Det var en særdeles spændende spiller, der allerede som 16-årig fik debut på Kent Nielsens AaB-hold i foråret 2011. Han fik adskillige indhop i sin første halvsæson på førsteholdet, og i sæsonen efter bed han sig endnu mere fast og viste i glimt sit store potentiale. Det kunne være blevet til mange flere Superliga-kampe for Lucas Andersen, men i sensommeren 2012 havde så mange storklubber fået øje på danskeren, at han måtte udenlands. Ajax blev destinationen for Andersen, der dog siden har levet en lidt omflakkende tilværelse i Europa. Den nu 23-årige offensivspiller er aktuelt på kontrakt i Grasshoppers i Schweiz.
2. Mads Raben
Alder ved debut: 16 år, 75 dage
Klub ved debut: OB
Note: OB var en klub i problemer i foråret 2012, for cheftræner Henrik Clausen var fyret, sportsdirektør Poul Hansen vikarierede på trænerbænken, og klubben tabte kampe på stribe. Derfor var det ikke en nem tid at få Superliga-debut i for den bare 16-årige Mads Raben, som ellers havde scoret mål på samlebånd som ungdomsspiller. Raben blev kastet på banen i en hjemmekamp mod AGF, og med sine 10 minutter ilden var han med til at tabe med 0-1. Siden blev det til et nyt indhop og nederlag mod AaB, men den unge mand har ikke været i nærheden af Superligaen siden da. Nogle slemme skadesforløb satte karrieren i stå, og lige nu spiller han for Middelfart i 2. division.
1. Kenneth Zohore
Alder ved debut: 16 år, 35 dage
Klub ved debut: FC København
Note: Kenneth Zohore var kun lige fyldt 16 år, da han blev sendt på banen for FC København i en kamp mod AGF i foråret 2010, men man kunne alligevel se, at han med sin imponerende fysik havde et vist potentiale. I sæsonen efter fik han flere indhop, men tiden i FC København forblev uforløst, indtil han skiftede til Fiorentina i januar 2012. Tiden i Italien udviklede sig ikke som planlagt, og efter forskellige lejeaftaler med skandinaviske klubber havnede han i OB i januar 2015. På Fyn skulle han kun bruge ét år til at gøre sig attraktiv for udenlandske klubber igen, og i denne sæson har den nu 24-årige angriber scoret mange mål for Cardiff i den næstbedste engelske række.