I mange sportsgrene er Danmark lillebror sammenlignet med England. Det gælder især indenfor hestevæddeløb. I England er hestevæddeløb en af de mest populære sportsgrene. Det kan man ikke just sige, at det er i Danmark. Set med danske briller, er fanskaren dog ganske stabil.
I England eksisterer der omkring 59 væddeløbsbaner. Til sammenligning lyder antallet i Danmark på ni baner, og selvom det ikke lyder af meget ved siden af Englands 59 styks, er der altså ingen undskyldning for ikke at tage ud og se hestevæddeløb i ny og næ. Danmark er et lille land, så der er faktisk altid en væddeløbsbane indenfor relativt kort afstand. Lad os guide dig til din nærmeste væddeløbsbane.
Væddeløbsbaner i Danmark
Billund Trav
Hvis du kører en tur til Billund for at se hestevæddeløb, må du desværre køre forgæves, da det sidste hestevæddeløb på Billund Trav blev afholdt i 2021. Dermed kan vi hurtigt og trist konkludere, at der kun eksisterer otte væddeløbsbaner i Danmark i 2022.
I 1971 slog Billund Trav for første gang dørene op for hestegale danskere. 50 år senere er grunden, hvor Billund Trav lå, blevet solgt. Billund Trav er derfor ikke længere samlingspunktet for alle hestevæddeløbsfans, der nu må tage til enten Aarhus eller Odense for at se hestevæddeløb.
Bornholms Brand Park
Solskinsøen Bornholm byder minsandten også på hestevæddeløb. Travbanen på Bornholm bliver kaldt for verdens mindste permanente travbane. Længden lyder på 580 meter, hvilket næsten er på længde med en atletikbane, der ofte er 400 meter i omkreds. Normalt er en travbane omkring 950 meter lang.
Fra april og frem til oktober er Bornholms Brand Park fyldt op med forskellige slags hestevæddeløb/begivenheder - lige fra Sprintermesterskab, Bornholmsmesterskab til Calles Cup.
Charlottenlund Travbane
Charlottenlund Travbane går også under navnet Lunden og er en af de mest kendte travbaner i Danmark. Travbanen i Lunden stammer fra 1891 og er angiveligt Nordens ældste travbane. Det er her, de helt store mesterskaber i dansk hestevæddeløb bliver afgjor, bl.a. Dansk Trav Derby, som er det mest eftertragtede danske travløb i Danmark. Det finder sted hvert år i slutningen af august. I 2022 vandt hesten ”Get A Wish”, og i 2021 vandt hesten ”Festival Of Speed”.
Fyns Væddeløbsbane
Den eneste væddeløbsbane, du kan finde på Fyn, ligger i Odense. Igennem et kalenderår kan du opleve op til ca. 30 løbsdage. I skrivende stund i 2022 er Fyns Væddeløbsbane blevet 87 år, da den blev grundlagt i 1935.
Den 19. august hvert år bliver den tidligere landstræner, Richard Møller Nielsen, der vandt EM i 1992, hyldet med sit eget mindeløb.
Jydsk Væddeløbsbane
Jydsk Væddeløbsbane ligger i flotte omgivelser tæt på Marselisborg og Mindeparken lidt syd for Aarhus C. Den næsten 100 år gamle væddeløbsbane blev grundlagt i 1924 og har siden dannet ramme for flere tusinde væddeløb indenfor hestesporten. Det gælder især inden for travløb og galopløb.
Jydsk Væddeløbsbane er en af de længste væddeløbsbaner i Danmark med sine 1080 meter. Du kan tage ud og se hestevæddeløb på Jydsk Væddeløbsbane ca. 35-40 gange om året.
Klampenborg Galopbane
Den anden væddeløbsbane på Sjælland befinder sig i Klampenborg lidt uden for den velkendte Dyrehave. Klampenborg Galopbane er den mest berømte bane i Danmark. Alle danske ryttere og jockeys drømmer om at vinde på den over 100 år gamle væddeløbsbane. I skrivende stund i 2022 er væddeløbsbanen blevet 112 år.
Hvert år den første weekend i august finder den største begivenhed på Klampenborg Galopbane sted. The Macallan Derby har fundet sted 114 gange i 2023. Løbet er det mest eftertragtede i Danmark. Vinderen af løbet får en stor pengepræmie på 500.000 kr. Derbyet går også under navnet ”kampen om det blå bånd”. Hvis du vil opleve engelsklignende forhold, så er The Macallan Derby det tætteste, man kommer på engelsk stil i Danmark.
Nykøbing F. Travbane
Nykøbing Falster råder også over en travbane. Nykøbing F. Travbane er en af de yngste væddeløbsbaner i Danmark. I 2022 fylder travbanen 56 år. Dengang i 1966 gik travbanen under navnet Lolland Falster Væddeløbsbane.
Væddeløbsbanen måler 1000 meter på en omgang. Desuden er den 20-25 meter bred og har et opløb på 260 meter. På en løbsdag kan du normalt se frem til 8-10 løb.
Racing Arena Aalborg
I det vestlige Aalborg befinder sig den eneste internationale væddeløbsbane, i hvert fald i forhold til banens navn. Racing Arena Aalborg har næsten de samme mål som Nykøbing F. Travbane. Én omgang måler en distance på 100 meter, bredden lyder på 20 meter og opløbet lyder på 250 meter.
I 1952 blev dørene slået på for Aalborg Væddeløbsbane, som siden skiftede navn til NKI Racing Arena Aalborg i 2013 og senere igen i 2017, hvor navnet er det samme som 2022.
Skive Trav
Den sidste væddeløbsbane i Danmark og på denne liste er Skive Trav, som blev grundlagt i 1948. I 2014 gennemgik væddeløbsbanen en større udvidelse, hvor den gik fra at være 800 til 950 meter på en omgang.
Den største gevinst, der nogensinde er blevet udbetalt på væddeløbsbanen, blev udbetalt i 2008, da en heldig spiller vandt omkring 1,4 mio. kroner. Den heldige vinder gættede alle seks vinderheste den løbsdag.
*Credits: artiklens billede tilhører Associated Press
Først publiceret: d. 03. oktober 2022