Ventetiden er endelig forbi.

Det er februar, og Superligaen begynder igen.

Forude venter en særdeles interessant forårssæson, hvor februar og marts kommer til at afgøre, hvem der kommer i medaljeslutspil og nedrykningskamp, mens vi i april og maj får svar på, hvem der tager guld, sølv og bronze – samt billetten til 1. division.

888sport banner

Efteråret bød på masser af underholdning og uforudsigelighed, og efter vinterens pause og transfervindue er der udsigt til et inciterende forår.

Hvem tager guldet?

Først og fremmest handler det naturligvis om at finde en dansk mester, og efter efterårets 19 runder er der umiddelbart tre klubber, der kandiderer til at overtage mesterskabstrofæet fra FC København.

Inden sæsonstarten fører FC Midtjylland rækken med et point ned til Brøndby, men FC Nordsjællands skal heller ikke afskrives, når der blot er fem point op til førstepladsen.

Med syv kampe tilbage af grundspillet og 10 kampe i slutspillet, er der fortsat mange point at spille om, så meget tyder på, at vi får en tæt afgørelse af Superligaen, der tegner mere spændende en længe.

Brøndby er favorit til odds 1.95

Da Superligaen gik på vinterpause, var det med Brøndby som mesterskabsfavorit, og det er stadig tilfældet – trods den aktuelle tabel.

Lige nu giver Brøndby odds 1.95 som dansk mester, og Alexander Zornigers mandskab viste også sin styrke i årets første turningskamp, da FC København blev besejret med 1-0 i DBU Pokalens ottendedelsfinale.

Vinterens transfervindue bød ikke på de store ændringer i Brøndby-truppen, og Alexander Zorniger har således kunne arbejde videre med sit koncept sammen med spillertruppen, der fremstår stærk i både toppen og bredden. Vi må derfor forvente, at Brøndby også i foråret kommer til at markere sig med målsøgende powerfodbold, og skulle det lykkes at vinde det første mesterskab siden 2005, vil det skabe eufori af en anden verden på Vestegnen. 

Nyt blod i FC Midtjylland

Den største konkurrent til mesterskabet er umiddelbart FC Midtjylland, der indleder foråret som førerhold i Superligaen.

Midtjyderne har imidlertid haft et travlt transfervindue med flere markante afgange og tilgange, og det bliver interessant at se, hvordan Jess Thorups mandskab reagerer på det.

Rasmus Nissen og Alexander Sørloth vil ganske givet blive savnet, men til gengæld er Erik Sviatchenko og Bubacarr Sanneh kommet til som potentielle defensive profiler, og midtjyderne råder stadig over et fremragende mandskab med mange stærke kort – særligt offensivt. Hvis FC Midtjylland bliver dansk mester, giver det odds 2.15.

FC Nordsjælland som outsider

De fleste regner med, at kampen om mesterskabet bliver et two-horse-race, men man skal ikke afskrive FC Nordsjælland. Kasper Hjulmands mandskab overraskede stort i efteråret og har overvintret på en tredjeplads, men transfervinduet bød på markante afgange i form af Patrick Mtiliga og Emiliano Marcondes, der var store profiler før jul.

Hvordan klarer Hjulmand og kompagni den udfordring? Man spurgte om det samme i sommer, hvor klubben sagde farvel til tre profiler i form af Ingvartsen, Maxsø og Lobotka, men nordsjællænderne har for vane at have fuldgode erstatninger klar i egne rækker.

FC Nordsjælland vandt senest det danske mesterskab i 2012, og bliver det en gentagelse i 2018, giver det odds 10.00.

Store spørgsmålstegn i FC København

Der er med andre ord lagt op til en spændende guldkamp i Superligaen, der dermed tegner sig mere jævnbyrdig i toppen end i de seneste sæsoner, hvor FC København har vundet i suverænt stil.

Denne sæson har imidlertid været en stor skuffelse for Ståle Solbakken og kompagni. Klubben gik glip af Champions League-gruppespillet og er også ude af DBU Pokalen, og inden forårets begyndelse er FCK placeret på en sjetteplads med bare 26 point for 17 kampe.

Det er den ringeste pointhøst i årevis, og både medaljer og mesterskab synes umuligt at hente for et hold, der er i gang med en genopbygningsfase. Transfervinduet bød på et salg af efterårets bedste spiller i form af Benjamin Verbic, men også spændende tilgange i Robert Skov og Viktor Fischer, så på papiret råder Ståle Solbakken over et slagkraftigt mandskab.

Der er dog stadig flere spørgsmålstegn i truppen. Kommer der styr på forsvaret? Finder Robin Olsen sit tidligere høje niveau? Hvem skal udgøre den centrale midtbane? Og hvem skal score målene udover Federico Santander?

I første omgang handler det for FC København om at sikre en plads i top seks, og det vil være en sensation, hvis det ikke lykkes. Det giver således odds 6.50, hvis københavnerne havner uden for Superligaens medaljeslutspil.

Hvem rykker ned?

Det er altså næppe sandsynligt, at FC København kommer til at kæmpe i det såkaldte nedrykningsslutspil. Gennem det sindrige system med gruppespil og playoff-kampe skal der findes en direkte nedrykker, og der er flere bejlere til at indtage den position.

Største favorit til at rykke direkte ud er FC Helsingør. Oprykkerne fra det nordlige Sjælland leverede et godkendt efterår, men man må forvente, at den manglende kvalitet i truppen kommer til udtryk i sidste ende.

Desuden råder man over en dygtig træner i Christian Lønstrup, men det ændrer ikke på, at det vil være overraskende, hvis Helsingør ikke rykker ud. En nedrykning til Helsingør giver odds 1.37.

Og så er der jo AGF. Klubben var igennem et turbulent efterår med trænerfyring og efterfølgende stormvejr i form af mange nederlag, og vinterens transfervindue har også budt på hektik, idet klubbens anfører Morten ’Duncan’ Rasmussen er blevet solgt til polsk fodbold.

Nu står cheftræner David Nielsen overfor et forår, hvor der er pres på for at skabe gode resultater. Det bliver svært at komme i top seks, og så handler det i stedet om at undgå nedrykning. AGF er rykket ned i alle VM-år siden 2006, og skulle det igen gå så galt, vil katastrofen være total i Aarhus. Ender AGF med at rykke ned, giver det odds 7.50.

Der er altså mange interessante temaer at holde øje med i et kommende Superliga-forår, som vi kommer til at følge helt tæt her på bloggen.

Lad os så komme i gang.