1961 er mange år siden.

I USA var John F. Kennedy netop blevet indsat som amerikansk præsident. I Sovjetunionen havde man vundet første stik i rumkapløbet ved at sende Jurij Gargarin af sted som det første mennekse i rummet. Og i England var p-pillen lige blevet indført.

Der er sket meget på 56 år, men i Premier League-klubben Tottenham er det ikke lykkedes at hjemføre den titel, som klubben senest sikrede sig i 1961: Det engelske mesterskab.

888sport banner

I 46 år har klubbens fans håbet forgæves på en ny triumf i den bedste engelske fodboldrække, men i denne sæson er muligheden større end i mange år. Efter flere års solid og stabil opbygning ser det ud til, at Tottenham for alvor kan række ud efter Premier League-titlen.

Pochettinos dedikation

Et afgørende øjeblik i forhold til Tottenhams nuværende forfatning fandt sted i sommeren 2014. Efter en turbulent sæson med to managerfyringer i form af André Villas-Boas og Tim Sherwood kom Mauricio Pochettino til, og argentinerens tilstedeværelse har været definerende for Tottenhams udvikling som topklub.

Argentineren er berømt for sin dedikation og detaljefiksering, og så er han en populær manager blandt spillerne. Mest af alt er han professionel til fingerspidserne. I en artikel om Pochettinos tid som Espanyol-træner har den spanske journalist German Bona engang udtalt følgende om den nuværende Tottenham-manager:

”Han vil have, at hans hold skal fungere som eet ur, hvor alt fungerer perfekt. Ikke kun spillerne, men også alt i staben omkring holdet: Den medicinske stab, hans assistenter, klubrepræsentanter og så videre.”

Pochettinos dedikation har givet pote. Den første sæson var rodet og kastede en femteplads af sig, men i de seneste to sæsoner har klubben rykket nærmere og nærmere toppen. 15/16-sæsonen sluttede skuffende med en tredjeplads efter at have ligget toer gennem længere tid, men i sidste sæson fremstod Spurs som et af de mest interessante og stabile hold i Premier League.

Ny optimisme i Tottenham

Det hele endte som bekendt med en andenplads, men sæsonen var Tottenhams bedste i årevis. Aldrig før har Spurs sluttet så højt i Premier League-æraen, og pointtallet på 86 var klubrekord. Samtidig kunne Tottenham se tilbage på en sæson, hvor klubben havde scoret flest mål og lukket færrest ind af alle i ligaen.

Selvom Chelsea var suveræne i sidste sæson, har mertterne fra i fjor givet grobund for optimisme i denne sæson, hvor Pochettino og kompagni måske kan tage det sidste og afgørende skridt op til den øverste plads på Premier League-skamlen.

Tottenham har haft et stille transfervindue, hvor kun Kyle Walker er blevet solgt, men selvom Tottenham ikke har hentet markante forstærkninger, er der er en intern tro på tingene. Stabiliteten og kontinuiteten kan komme Tottenham til gavn, og Pochettino selv har også udtrykt optimisme, selvom han også ser udfordringer forude.

”Det er sandt, at vi har forbedret os meget i løbet af de seneste to sæsoner. Det er meget tydeligt, at vores filosofi handler om at spille underholdende fodbold med unge spillere og forsøge at være anderledes end de andre tophold. Jeg tror, at den kommende sæson bliver en stor udfordring for os, ” har Pochettino udtalt til ESPN forud for sæsonen.

Ny hjemmebane er en udfordring

Og der er særligt en altoverskyggende udfordring for Spurs i denne sæson. I sidste sæson spillede klubben en suveræn sæson på hjemmebanen White Hart Lane, hvor det ikke blev til et eneste nederlag i Premier League-regi, men efter den sidste kamp mod Manchester United i maj, har det været slut med det ikoniske stadion. Der skal bygges et nyt og moderne stadion på samme adresse, og mens man venter på, at arbejdet med det bliver færdigt, skal Tottenham have hjemmebane på Wembley.

I sidste sæson spillede Tottenham fem kampe (i Champions League og hjemlige cup-turneringer), og det blev kun til en enkelt sejr. Det vil være nye omgivelser og en større bane, der også vil udfordre Tottenham-spillerne og deres ønske om at presse modstanderne højt på banen. Der er ganske enkelt flere kvadratmeter på Wembleys grønsvær end på Tottenham. Man har også tidligere set klubber have svært ved at vænne sig til en ny hjemmebane – hvem husker ikke West Ham i sidste sæson? – det bliver ganske givet Tottenhams største udfordring i denne sæson.

Desuden skal klubben forsøge at klare sig bedre i Champions League, hvor holdet skuffede på netop Wembley i fjor, og det bliver interessant at se, om den krævende spillestil kan gøre sig gældende i begge turneringer.

Find flere spil på Premier League her

Et ungt hold med kvalitet

Alligevel ser det altså lovende ud for Tottenham i denne sæson. Holdet er stærkt besat på stort set alle pladser. Defensiven er solid og rutineret med Hugo Lloris i målet og de erfarne belgiere  Toby Alderweireld og Jan Verthongen i forsvaret, og særligt frem ad banen råder man en stærk og ung portefølje af offensive spillere. Folk som Mousa Dembélé, Dele Alli, Christian Eriksen og Harry Kane udgør sammen med Heung-Min Son en spændende offensiv, der alene med Kanes tilstedeværelse vil sikre Tottenham mange mål i den kommende sæson.

Spørgsmålet er så, om det er nok.

Der vil naturligvis også være stor konkurrence i toppen af Premier League i denne sæson, og selvom Tottenham giver odds 10.00 som engelsk mester, er der flere bejlere til Premier League-titlen. Flere af de andre topklubber har brugt mange penge på nye spillere i dette transfervindue, men det er Pochettino ikke bekymret over.

”De store hold har investeret mange penge i håb om at forstærke deres trupper, men vi er meget rolige og stille, fordi vi har stor tro på vores unge spillere fra akademiet. Vi mangler måske et par spillere, men vi er så rolige, fordi vi er sikre på, at vi har et godt hold. Og det vigtigste for os vil altid være holdet,” har Pochettinos udtalt til ESPN.

Indtil videre har Tottenham måtte nøjes med at være lige-ved-og-næsten i både Premier League og diverse cup-turneringer under Pochettino, men efter en tredjeplads og en andenplads i de seneste to sæsoner, er der ingen tvivl om, hvad klubbens fans håber på i denne sæson.

Det er 56 år siden. I år skal det være.