Det er mørkt, og det er vinter, så der er masser af gode undskyldninger for at blive indendørs, og når der ikke altid er fodbold i fjernsynet, er det godt at have en nødplan i baghånden.
En god bog om fodbold kan være et godt alternativ, og der findes masser af god litteratur om det smukke spil.
Her er samlet 10 anbefalinger af gode bøger om fodbold – fem danske og fem udenlandske.
Brilliant Orange
Hvad har hollandsk arkitektur, design og kultur at gøre med fodbold? Ikke så lidt, mener David Winner, manden bag værket ’Brillant Orange’ om hollandsk fodbold. Winner gennemgår forskellige temaer i den hollandske fodboldhistorie med fokus på både taktik, personligheder og alt det uden for banen. Halvfjerdsernes fodboldrevolution med totalfodbold i centrum fylder naturligvis en del i bogen, hvis 25 kapitler i systemets ånd er tilfældigt delt op med kapitel 5 som det første, kapitel syv det andet, kapitel 9 det tredje og så videre. Et fremragende indblik i en særlig fodboldkultur.
32 Programmes
En særlig del af det at gå til fodbold i England handler om kampprogrammerne. Der er altid en forventningsfuld summen i timerne inden en fodboldkamp, og en del af den særlige stemning handler også om ”Match Day Programme”, som englænderne mundret kalder det. David Roberts bog om fænomenet handler om hans egen samling, hvor han tager udgangspunkt i 32 kampprogrammer og fortæller en historie fra sit eget liv med kærligheden til fodbold i fokus. Bogen emmer af stemning, lig og fascinationen af det smukke spil.
Find spil på Premier League her!
Tor
I lighed med ”Briiliant Orange” er ”Tor” en bog, der handler om fodboldens udvikling i et bestemt land. I denne bog har den tyske fodboldjournalist Uli Hesse gået i dybden med sit eget land, Tyskland, der har en begivenhedsrig fodboldhistorie med mange højde- og lavpunkter. Hesse gennemgår historien kronologisk med skiftevis fokus på landsholdsfodbold og klubfodbold med detaljerede beskrivelser af kampe, trænere, spillere og alt det andet, som en af verdens største fodboldnationer er bygget på. Vi kommer tæt på alt fra højdepunkter fra Bundesligaen over Østtysklands storhed og fald til historien bag triumferne ved VM.
Et alt for kort liv
Vi bliver i det tyske, men biografien ”Et alt for kort liv” om Robert Enke handler om noget universelt. Den tyske journalist Robert Reng fortæller historien om målmanden Robert Enkes liv og tragiske selvmord og giver et interessant indblik i et skrøbeligt sind i en hård fodboldverden. Bogen handler både om fodbold og den menneskelige psyke, så den favner bredt og er anerkendt som en af de bedste sportsbøger nogensinde.
Fever Pitch
Livet som fodboldfan kan både være vidunderligt og forfærdeligt. Det giver Nick Hornby masser af morsomme, tankevækkende og fremragende eksempler på i sin selvbiografiske fortælling ”Fever Pitch”. Hornby fortæller om sit livslange kærlighedsforhold til Arsenal og kommer undervejs ind på en masser af livets forhold, som fodbold har indflydelse på. Et must for enhver fodboldromantiker. Bogen er i øvrigt filmatiseret med Colin Firth i hovedrollen.
De gode og de onde
VM-historien er fortalt mange gange, men bogen ”De gode og de onde” er et fint eksempel på en velfortalt udgave af fortællingen om verdens største fodboldbegivehned. Bogen fokuserer på alle VM-slutrunder fra 1930 til 2006 med fokus på de skurke og helte, der har præget turneringen undervejs. Den er bygget op med både positive og negative fortællinger, hvilket giver en god rytme undervejs, hvor man både stifter bekendtskab med VM’s fader Julet Rimet, myten Diego Maradona, fænomenet Pelé og flere andre af historiens mest markante skikkelser, der har præget verdensmesterskabet i fodbold i årenes løb
Frankie Boy
Frank Arnesen kunne være blevet en af verdens bedste fodboldspiller, men skader ødelagde det store talent på de tidspunkter, hvor det så allerbedst ud. Til gengæld blev han efter karrieren en af de mest magtfulde fodboldbosser i Europa. Det hele begyndte på Christianshavn, hvor den unge Frank Arnesen voksede op som arbejderdreng og altså endte med at arbejde med millionbudgetter. Forfatteren Jens Andersen leverer med bogen ”Frankie Boy” et præcist, nuanceret og i det hele taget fremragende portræt af Frank Arnesen, der handler om meget andet og mere end fodbold.
Drengene Fra Wembley
Det danske firserlandshold er muligvis det mest populære landshold, der har været i dansk fodboldhistorie, for holdet var tegnet af mange profilerede spillere. I bogen ’Drengene Fra Wembley” møder vi (næsten) alle de spillere, der var med til at sikre Danmark sin første slutrunde-deltagelse ved at besejre England med 1-0 på Wembley i 1983. Man kommer tæt på spillerne gennem personlige interviews, og forfatterne Hans Krabbe og Dan Sørensen fortæller historien om det populære landshold på glimrende vis. Man sidder tilbage med det indtryk, at der kunne skrives en hel bog om hver af spillerne fra firserlandsholdet.
Ambassadøren
Det var et nybrud i dansk sportsjournalistik, da bogen om Michael Laudrup udkom i midten af halvfemserne. Journalisten Jakob Kvist udgav ikke bare en fanbog om fodboldspillerens kampe og mål, men et dybdegående portræt af mennesket og sportsmanden Michael Laudrup. I bogen er der interviews med nogle af de personer, der har været tættest på Danmarks bedste fodboldspiller gennem tiderne, og folk som Johan Cruyff, Brian Laudrup og Michel er med til at give et indblik i, hvem Michael Laudrup egentlig er, og hvorfor hans karriere udviklede sig som den gjorde.
Tynd Luft
Den bedste danske fodboldbog, der er skrevet, handler om det danske firserlandshold. Med udgangspunkt i VM-slutrunden 1986 – den første med dansk deltagelse – fortæller forfatteren Joakim Jakobsen om det danske fodboldlandsholds udvikling fra et hyggehold med mange nederlag til et af verdens bedste. Men bogen handler ikke kun om fodbold; den handler også om samfundet, kulturen, spillerne, fansene, træneren, DBU og en masse andet. Det er et lille stykke Danmarkshistorie pakket ind i fodbold. Og Joakim Jakobsen skriver som englene synger.