Den, man tugter, elsker man.

Tager man det klassiske mundheld for gode varer, er der masser af kærlighed i fodboldens verden.

For fodbolden er fuld af rivaliseringer, og særligt på klubniveau er der mange eksempler på opgør, hvor forskellighederne mellem to byer, fangrupperinger eller hold  udmønter sig i indædt had, godmodigt drilleri og en evig kappestrid om at være bedst.

Herunder ser vi nærmere på 10 markante rivaliseringer i fodboldens forunderlige verden.

Ajax – Feyenoord

”Pengene bliver tjent i Rotterdam og skyllet ud i lokummet i Amsterdam.” Sådan lyder et klassisk mundheld i Holland, hvor Feyenoord-fans fra havnebyen Rotterdam er i stor opposition til den højere klasse fra hovedstaden Amsterdam. Opgøret er dels et stilopgør i form af Ajax’ totalfodbold mod Feyenoords mere hårdtarbejdende tilgang til fodbolden, men mest tydelig er rivaliseringen på tilskuerpladserne. Det har desværre medført grimme episoder som i 1997, hvor slagsmål og voldsomme uroligheder førte til et dødsfald.

888sport banner

Schalke vs Dortmund

Der er kun 30 kilometer fra Gelsenkirchen til Dortmund i det vestlige Tyskland, hvor Ruhr-området er placeret. De to klubber henvender sig egentlig til samme type fodboldfan, men den tætte beliggenhed har medført en dybfølt rivalisering. Det er kommet til udtryk på både negativ og humoristisk vis – i sidstnævnte kategori hører en gimmick fra Dortmunds fans i 2008, hvor de fejrede, at det var 50 år siden, at Schalke senest havde vundet en ligatitel.

Arsenal – Tottenham

Derbyet om Nordlondon er en klassiker i engelsk fodbold, der går helt tilbage til 1919, hvor Arsenal blev tildelt en plads i den bedste engelske fodboldrække, selvom Tottenham havde sluttet over dem. Gennem årene har de to klubber duelleret på både bane og tribune, men i nyere tid har Arsenal været bedst. Det har Arsenal-fans år efter år markeret med ”St. Totteringhams day”, som er den dag i sæsonen, hvor det ikke længere er matematisk muligt for Tottenham at slutte over Arsenal.

Milan – Inter

Det italienske ”derby della Madonnina” er særligt specielt, idet Inter og Milan spiller deres hjemmekampe på samme stadion. Til gengæld er rivaliseringen hverken defineret ud fra politik, religion eller klasse. Det er snarere et spørgsmål om sportslig rivalisering og en evig konkurrence om at være bedst i byen (og landet). Derfor har klubberne ofte gået efter de samme spillere og trænere, og på den måde har rivaliseringen konstant fået nyt liv. Der er sjældent stor fanballade i forbindelse med kampene, og i 1983 indgik de to klubbers ultras-fangrupper en fredspagt.

Manchester United – Liverpool

Man kan spore rivaliseringen mellem de to nord-engelske byer Manchester og Liverpool helt tilbage til 1893, hvor Manchester Ship Canal blev åbnet og tog handel og arbejde væk fra Liverpool. Op gennem historien har rivaliseringen mellem de to byer også handlet om musik og kultur – og især fodbold. Markante managers har tegnet begge klubber og pustet liv i rivaliseringen – senest Alex Ferguson med sin berømte bemærkning om, at hans største udfordring var at skubbe Liverpool af deres ”f*****” trone. Det lykkedes for den iltre skotte, idet Manchester United nu har vundet 20 mesterskaber mod Liverpools 18.

Find flere odds på Premier League her! 

Olympiakos – Panathinaikos

Der er en grund til, at kampen mellem Olympiakos og Panathinaikos kaldes ”The mother of all battles”. Grækenlands to største klubber har gennem en årrække kæmpet om herredømmet i græsk fodbold, og selvom Olympiakos aktuelt er suveræne i kampen om mesterskabet, lever rivaliseringen i bedste velgående – særligt på tribunerne. Opgøret er berygtet for at byde på intens og hadsk stemning mellem de to fangrupper, og det er ofte kommet til udtryk i voldelige sammenstød og stort politiopbud.

Rangers – Celtic

Nogle fodboldiagttagere kalder rivaliseringen mellem Rangers og Celtic for det ultimative derby. De to klubber har til huse i samme by, men er vidt forskellige hvad angår kultur, politik og religion. Rangers har en skotsk og protestantisk tilknytning, mens Celtic har katolske og nordirske rødder. Samtidig handler rivaliseringen naturligvis om magten i skotsk fodbold, hvor de to klubber i årevis var evige titelkandidater frem til Rangers’ konkurs i 2012. ”Old Firm” er blevet spillet mere end 400 gange med en lille overvægt af Rangers-sejre til følge.

Barcelona – Real Madrid

I 2017 har kampene mellem FC Barcelona og Real Madrid atter fået en ekstra dimension i forbindelse med debatten om Cataloniens uafhængighedskamp, for de to klubber har i årtier repræsenteret forskellen mellem de to landsdele. Hovedstadsklubben fra Madrid er altid blevet set som diktatorens Francos altdominerende, mens Barcelona som by og klub har været underhund, men trods den sportslige jævnbyrdighed har hadet alle dage været dybtliggende med masser af forskelligheder på og uden for de hvide kridtstreger. Flere personer har i årenes løb personificeret forskellen og rivaliseringen mellem de to klubber; senest trænerne Pep Guardiola og José Mourinho samt spillerne Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, der udover hæder og ære i Spanien har kæmpet om titlen som verdens bedste fodboldspiller.

Fenerbahce – Galatasaray

Det er sjældent, at man kan tale om et lokalderby mellem klubber fra hvert sit kontinent, men det er netop tilfældet, når det handler om de to Istanbul-hold, som er placeret i henholdsvis den europæiske og asiatiske del af den tyrkiske storby. Fjendskabet mellem de to hold har varet i mere end 75 år, og har ofte budt på voldelige episoder. Helt tilbage i 1933-34-sæsonen måtte en dommer afbryde en kamp på grund af uro og slagsmål både på og uden for banen.

Boca Juniors – River Plate

Den klassiske fortælling om arbejderne mod borgerskabet er også gældende, når vi taler om den argentinske Superclasico mellem de to klubber fra Buenos Aires. Hvor Boca Juniors har sit oprindelige tilhørsforhold nær havnen og blandt folket, bærer River Plate kælenavnet Los Millionaros. Siden 1913 har historien budt på talrige store opgør, og begge klubbar har huset nogle af argentinsk fodbolds største spillere.