Et nyt år står for døren, og det er tid til at se tilbage på 2017.

Der har været masser af højdepunkter, og mange spillere, klubber og trænere har taget fokus i årets løb.

Herunder følger ti ting, der har fyldt meget i dansk og international fodbold i løbet 2017.

888sport banner

Alder er ingen hindring for Messi og Ronaldo

Det var et skarpt hjørne, som Lionel Messi rundede i juni 2017. Argentineren fyldte 30 år og er dermed officielt inde i sin karrieres efterår, men det har ikke set ud til at tynge argentineren.

Lionel Messi har scoret 40 ligamål i løbet af kalenderåret, og han stod også for de afgørende scoringer, da Argentina sikrede sig VM-billetten på sidste spilledag. Alderen er således ingen hindring for Barcelona-spilleren, og det samme kan siges om hans rival Cristiano Ronaldo.

Portugiseren fyldte i 2017 32 år, men alligevel markerede han sig på afgørende tidspunkter. Han var hovedkraften bag Real Madrids anden Champions League-titel på stribe, og i slutningen af året vandt han Ballon d’Or for femte gang.

Find odds på La Liga her

Christian Eriksen besidder verdensklasse

2017 var året, hvor Christian Eriksen for alvor blev forløst på det danske landshold.

Midtbanemanden strålede i rødt og hvidt i løbet af året, hvor han var den bærende kraft og den afgørende profil, der var med til at sikre dansk kvalifikation til VM-slutrunden i Rusland i sommeren 2018.

Kronen på værket kom i playoff-kampen i Irland, hvor Danmark vandt 5-1 på tre mål af Christian Eriksen, og sammenlagt med flere gode præstationer for Tottenham i løbet af 2017, gjorde landsholdsbedrifterne ham til en af de bedste spillere i verden 2017.

Guardiola kan også i England

Da Pep Guardiola kom til Manchester City i sommeren 2016, var det tydeligt, at han skulle vænne sig til den engelske fodboldkultur.

Han var ikke begejstret for den engelske presse, og på banen havde han besvær med at få musikken til at spille på sit Manchester City-hold. Det er han til gengæld kommet efter i 2017.

Særligt på denne side af sommerferien har Manchester City været ustoppelige, og vi har set tegn på, at Guardiola er i gang med at skabe noget lige så stort som det, han leverede i Barcelona i årene 2008-2012. Der er ikke nogen, der tvivler på, at Manchester City bliver engelsk mester i 2018, og det vil i så fald være det tredje land, hvor Guardiola tager en mesterskabstitel.

Halvtidsproffer kan stadig komme i Superligaen

Fra verdensstjerner til halvtidsproffer. 2017 viste os igen, at det ikke altid er pengene, der er afgørende i moderne fodbold. Upåagtede FC Helsingør sikrede sig således oprykning til Superligaen med et budget, der ikke engang er i top 20 i Danmark.

Flere af spillerne i truppen er halvtidsprofessionelle, og det var derfor en mindre sensation, at Helsingør i begyndelsen af sin første Superliga-sæson blandt andet formåede at besejre FC Midtjylland.

Mod slutningen af 2017 tabte FC Helsingør flere kampe, men de blev sjældent udstillet, og den charmerende historie om den lille klub vandt meget sympati rundt om i landet.

Landsholdet kan atter samle nationen

Dansk landsholdsfodbold har i en periode været tungt og gråt, men i 2017 blev nationalmandskabet atter en samlende faktor.

Med Åge Hareide i spidsen spillede det danske herrelandshold sig ubesejret igennem kalenderåret, og det gav fulde huse til efterårets afgørende kampe i VM-kvalifikationen. Det hele endte som bekendt med kvalifikation til VM-slutrunden, og det er første gang siden 2012, at Danmark igen er med ved enten EM eller VM for herrelandshold.

På kvindesiden fik landsholdet også et folkeligt gennembrud, da det lykkedes Nadia Nadim, Pernille Harder og kompagni at vinde sølv ved EM.

Harry Kane er ustoppelig

Da Harry Kane for nogle år siden blev Premier League-topscorer første gang, blev der hvisket i krogene, at den engelske angriber var et ’one-season-wonder’.

Den forudsigelse er blevet gjort til skamme. I foråret blev han igen Premier League-topscorer, og han fortsatte med at lave mål i løbet af efteråret, hvor han sluttede fornemt af med et hattrick, der bragte ham op på 39 Premier League-scoringer i løbet af kalenderåret.

Det er rekord, og Harry Kane er igen en af favoritterne til at blive topscorer i denne sæson. Hvis det lykkes, vil det være tredje gang i træk, at Kane tager den prestigefyldte titel som sæsonens mest scorende spiller.

via GIPHY

FC Københavns to ansigter

Der var ingen grænser for begejstringen omkring FC København i foråret 2017.

Ståle Solbakkens mandskab blev dansk mester med stort forspring ned til forfølgerne fra Brøndby, og holdet fra hovedstaden virkede i perioder uovervindeligt. Men i efteråret 2017 kom der sprækker i det københavnske panser. Kvalifikationen til Champions League kiksede, og i Superligaen tabte FC København syv ud af efterårets 19 kampe.

Det betyder, at de danske mestre overvintrer på en sjetteplads og har hele 18 point op til FC Midtjylland på førstepladsen. Meget tyder på, at Superligaen får en ny vinder i 2018.

Tysklands massive kvalitet

Det er selvfølgelig ingen hemmelighed, at det tyske landshold er fremragende.

De er trods alt verdensmestre, men i 2017 blev der sat en tyk streg under den massive mængde af kvalitet, som tyskerne råder over. For selvom profiler som Manuel Neuer, Toni Kroos, Thomas Müller og Mats Hummels ikke var med, vandt et reservepræget tysk A-landshold således Confederations Cup i Rusland og viste, at bredden er stærk.

Det blev yderligere bevist under EM-slutrunden for U21-landshold, hvor Tyskland også sejrede og dermed gav løfter om en spændende fremtid. Men nu tiden er altså også stærk, og det bliver interessant at følge de forsvarende verdensmestre ved slutrunden i Rusland til sommer.

Et overophedet transfermarked

via GIPHY

1,6 milliarder. Så mange penge blev brasilianske Neymar solgt for i sommeren 2017, hvor Paris Saint-Germain satte punktum for en lang transfersaga ved at hente angriberen i FC Barcelona. 2017 var året, hvor den globale opvarmning på transfermarkedet fik summerne til at stige til usete højder.

Der blev handlet for svimlende summer, og selv spillere uden for den absolutte verdenselite blev handlet for hundredevis af millioner.

I slutningen af 2017 kom endnu et bevis på dette, da Liverpool hentede forsvarsspilleren Virgil Van Dijk for 75 millioner pund. Endnu en voldsom sum.

Italiens store nedtur

En VM-slutrunde uden Italien er som et pizzeria, der ikke sælger pizza.

Men sådan bliver det ikke desto mindre i sommeren 2018, når VM afvikles uden italiensk deltagelse.

Det lykkedes således ikke Italien at besejre Sverige over to kampe i playoff-runden, og dermed må Buffon, Chiellini og resten af den gamle garde fra støvlelandet nøjes med en tilskuerrolle, når bolden ruller i Rusland næste sommer. En af årets helt store overraskelser.