Brølet fra hjemmepublikummet, omklædningsrummets genkendelighed, det underbevidste at kende nuancerne i underlaget og (i nogle tilfælde) manglen på jetlag eller træthed; alle disse temaer er generelt accepteret som hjemmefordelens nøgleelementer. Men de er kun abstrakte begreber, og nogle hævder, at de ikke direkte kan påvirke en professionel kamp.
I de fleste tilfælde burde hjemmeholdet have enhver mulighed for at få et godt resultat – uanset hvordan et sådan defineres – men dette er ikke altid tilfældet. De færreste glemmer eksempelvis Englands 5-1-revanche over Tyskland i München, blot elleve måneder efter at have tabt 1-0 på Wembley i en kvalifikationskamp til VM 2002. For nylig blev Chelseas modtagelse af Burnley på åbningsdagen af den nye sæson i bred forstand anset for den største hjemmebanefordel i weekenden – men sluttede med en 3-2 sejr til gæsterne. Ser vi bor fra fodbold, fejrede briterne en moralsk sejr ved OL i Rio sidste år, da 'Team GB' sluttede på en andenplads foran Kina i det endelige medaljeløb i et enormt uvant klima.
Fodbold - pragteksemplar på en hjemmebane fordel
Ideen om, at hold skulle have hjemmebanefordelen har støtte fra andre analyser. Adskillige undersøgelser, som strækker sig over fire årtier, bemærker, at atleter har mere selvtillid, når de er givet hjemmebanefordel, og der ses også lavere angstniveauer. Dette oppuster i nogen grad betydningen af hjemmebaneformen, hvilket på den anden side giver plads til modargumenter.
Find odds på Premier League her!
Undersøgelserne, som støtter modargumenterne, modsiger ikke blot disse – ved at måle ensartede niveauer af selvtillid i atleter forud for en hjemmebanekamp sammenlignet med en udebanekamp – de bestrider også testernes nøjagtighed. Argumenterne, som ligger til grund for denne debat, skyldtes det faktum, at de undersøgelser, der bestred idéen om 'hjemmebanefordel', ikke var i stand til at overvåge atleterne empirisk i løbet af en kamp, hvor der var tilskuere til stede. Andre faktorer, som muligvis kan påvirke selvtillid eller nerver – såsom tilstedeværelse af lokale modstandere, pokaler og oprykning eller nedrykning – er også variabler, som kan forhindre enhver sportspsykolog i at udføre en i sandhed retfærdig test.
Selv om betydningen af god hjemmebaneform altid vil være en åben diskussion, er det ikke et tilfælde, at et klart underlegent hold får mere ligeværdige odds i sine hjemmebaneopgør mod en bedre modstander sammenlignet med dem, der uddeles i deres udebanekamp. I kraft af ofte at blive udnævnt som 'nationalsporten', kunne man argumentere for, at fodboldholdene er mest overvågede, når det kommer til deres hjemmebaneform – især i Europa, hvor hvert minut på hjemmebane tilsyneladende tæller. For eksempel var slovakiske Ruzomberoks vinderodds hele 39.00 i slaget mod Everton i Goodison Park i første opgør i deres Europa League-kvalifikation. I returopgøret blev Ruzomberoks spået en sejr med gennemsnitsoddsene 10.00, selvom Everton på ingen måder havde sikret sig avancement.
Reglen om mål på udebane
Opfattelsen af hjemmebanefordelens betydning, og forventningerne til en bedre form på hjemmebane end udebane, afspejler sig tydeligt i UEFA's 'udebanemål'-regel. Denne regel er altid en vigtig faktor for modstanderholdet, som blot bliver mere højlydte i de senere stadier i de europæiske turneringer.
Når de møder en mere ligeværdig modstander, efter at de har skubbet de ringere gruppespils-hold til side, er hjemmeholdene ivrige efter at undgå at lukke mål ind på hjemmebane. Således kan de til tider være mere tilbøjelige til at spille på en mere reserveret måde, hvis de kommer bagud på eget stadion, hvilket påvirker underholdningsfaktoren men samtidig skruer op for spændingsniveauet blandt hjemmepublikummet. I den henseende kan de hold, som befinder sig i slutrunderne, men ikke tidligere har vundet europæisk sølvtøj, generelt set siges at have en 'hjemmebane-ulempe' i deres hjemmebaneopgør. Dette er særligt sandt, hvis det besøgende hold er effektive til at presse.
Af disse årsager er der generel enighed om, at det at spille på hjemmebane i den anden kamp er det foretrukne scenario. Dette afspejler sig også i den kendsgerning, at begge formater for UEFA's klubkonkurrencerne 'belønner' gruppevinderne med hjemmefordel i den anden kamp i deres første slutrundeopgør. Idéen om, at hjemmefordelen er mere nyttig i den anden del af en slutspilsopgør, synes mere troværdig, hvis vi observerer resultaterne fra slutspillet i Champions League, hvor et rangsystem ikke anvendes – dvs. fra kvartfinalerne og fremefter.
Kvartfinalerne i 2009/2010-udgaven af Champions League var den sidste, hvor flere ”førstekamps-værter” frem for ”andenkamps-værter” gik videre. I 2011/2012 gik hver kvartfinalist, videre – og en 75% overlevelsesprocent blandt andenkamps-værter har siden været gennemsnittet. Efter at have ændret sit officielle navn fra UEFA Cup i 2009, har Europa League vist en mere jævnbyrdig fordeling mellem førstekamps- og andenkamps-værter, som er gået videre fra 16.-delsrunderne – det første stadie, hvor der ikke anvendes et ranglistesystem til at fordele holdene.
Holder det samme også vand i cricket og rugby
Hvad angår fodbold, vil den generelle konklusion vedrørende hjemmebanefordel variere fra person til person, men hyppigheden af avancement for andenkamps-værter i nyere udgaver af Champions League taler for sig selv.
Selv om man aldrig må ignorere to holds formkurver, bør en form for forsikring gælde, hvis man støtter et udebanehold, hvad enten mødet finder sted inden- eller udenlands. Ligesom fodbold anses rugby og cricket også som en hjørnesten i den nationale identitet. Alligevel belønnes udebaneholdene ikke på nogen synlig vis for at score point på udebane. I sidste ende bliver hjemmebanefordelen et sandt privilegium uden yderligere bestemmelser, som hold behøver at tage højde for i dette spilleformat.
Englands gode ODI-form på hjemmebane i 2016/17 er et eksempel på, hvor bemyndigende teorien om hjemmebaneform kan være i cricket under visse omstændigheder. Uden den luksuriøse mulighed for at gennemgå strategien dagen inden, er der langt mere pres på, at udebaneholdet har brug for en god dag. Når det er sagt, synes det uklogt, at vædde på, at noget som helst cricket-hold ikke får ét eneste point – særligt med den evigt voksende tilstedeværelse af 'smart technology' inden for sporten. I rugbyforeningens Champions Cup (tidligere kaldt Heineken Cup) afgør en eneste slutspilskamp, hvilket hold der går videre, og de fire kvartfinalister spiller da på hjemmebane.
I de tre udgaver siden dens rebranding forud for 2014/2015-sæsonen har kun en af de tolv kvartfinaler, som er blevet spillet i løbet af slutspillet, resulteret i en sejr for udebaneholdet. Den pågældende kamp var Saracens overraskende 12-11-sejr på Racing Metro i april 2015, hvor det besejrede hjemmebanehold var toprangeret blandt alle de klubber, der gik videre fra gruppespillet.
I modsætning hertil var Saracener rangeret på en ottendeplads (og hermed lavest) blandt kvartfinalisterne. Denne kamp kan kun betegnes som en afvigelse fra normen, og en 'smart investering' forbliver derfor fortsat på hjemmeholdet under turneringens nuværende format. Når det kommer til international rugby og English Premiership, er der en distinkt klike af hold, som ser ud til at være upåvirket af at rejse. New Zealand er fortsat holdet, som kan sejre på den internationale scene, og rangerer sammen med Sydafrika og Australien som favoritter til at triumfere ved VM i 2019 – selv om det bliver afholdt i Japan.
I sidste ende er et holds form i enhver sport, dets økonomiske og spillemæssige ressourcer og kommunikationen med cheftræneren eller manageren blot tre faktorer, der kan nulstille den mulige fordel ved at spille på hjemmebane. Sådanne faktorer dikterer også, hvordan tilskuerne reagerer på sine såkaldte 'helte' og hver eneste af deres bevægelser, og med disse variabler, som alle spiller ind, ser den traditionelle teori om 'hjemmebanefordel' ud til at være gennemgående spinkel.
