Listen af Ballon d’Or-vindere består på nuværende tidspunkt, i slutningen af 2021, af 64 fantastiske fodboldspillere. Der burde dog have været 65, men i 2020 blev der ikke uddelt nogen Ballon d’Or på grund af en pandemi. Ballon d’Or er blevet uddelt siden 1956, og navne som Ronaldo, Cristiano Ronaldo, Messi, Kaká, Ronaldinho, Zinedine Zidan, Luis Figo, Marco van Basten pryder den lange liste.

Du tænker nok, hvorfor vi ikke har nævnt Pele eller Maradona. Fra 1956 og frem til 1995 var det kun europæiske spillere, der spillede i Europa, som kunne vinde Ballon d’Or. Efter 1995 kunne alle nationaliteter, der spillede i Europa vinde titlen. Derfor blev Maradona og Pele aldrig nomineret, hvilket i sig selv er absurd. Pele og Maradona kunne helt sikkert have vundet nogenlunde det samme antal som Messi og Cristiano Ronaldo.

I denne artikel tager vi kun udgangspunkt i de spillere, som egentlig var nomineret til Ballon d’Or.

 

Nominerede fodboldspillere, der aldrig vandt Ballon d’Or

Thierry Henry

Xavi

Iniesta

Robert Lewandowski

Paolo Maldini

Neymar

Frank Lampard

Dennis Bergkamp

Zlatan Ibrahimovic

Arjen Robben

 

Thierry Henry

To gange var den franske klasse angriber Thierry Henry tæt på at vinde Ballon d’Or. I 2003 sluttede Henry på en andenplads bag Pavel Nedved, som vandt titlen det år. I 2006 endte Henry på en tredjeplads bag Gianluigi Buffon og Fabio Cannavaro.

Det er meget uforståeligt for os, hvordan en spiller af Henrys kaliber, der var så elegant i og omkring feltet og en vanvittig afslutter, ikke vandt en eneste Ballon d’Or. Henry vandt alt, hvad der kunne vindes. Hans største triumfer var to engelske mesterskaber med Arsenal, europa- og verdensmesterskabet med Frankrig, samt en Champions League-titel med Barcelona i 2009. Ballon d’Or-vindere er oftest dem, der kan lave mål, og det levede Henry i den grad op til. I løbet af ca. 377 kampe for Arsenal scorede Henry intet mindre end 228 mål og leveret 127 assists. 

henry

 

Xavi

Ja, den måske bedste, tekniske centrale midtbanespiller, vi nogensinde har set spille fodbold, nåede aldrig at vinde Ballon d’Or. Xavi bliver ofte omtalt som den måske stærkeste pasningsspiller i moderne tid. Han havde det vildeste overblik og lavede meget sjældent fejl. Messi har meget at takke Xavi for, blandt andet flere af sine Ballon d’Or titler.

Xavi nåede indenfor top-3 tre gange ved Ballon d’or. Det var tilbage i 2009, 2010 og 2011. Dengang vandt Messi, og Ronaldo blev nr. 2. Det var blandt andet på grund af disse to herrer, at Xavi aldrig vandt en Ballon d’Or-titel.

xavi

 

Iniesta

Xavis og Messis tro følgesvend Andrés Iniesta er også en fodboldspiller, der fortjente at vinde en Ballon d’Or. Han havde de samme kompetencer som Xavi, men var dog mere kampafgørende, fordi han spillede lidt længere fremme på banen.

Iniesta endte kun i top-3 én gang, hvilket var tilbage i 2012. Hvis Modric kunne vinde Ballon d’Or, burde Iniesta også have snuppet en titel. Er du ikke enig?

 

Robert Lewandowski

Robert Lewandowski må være den mest uheldige fodboldspiller på denne liste. Lewandowski havde med 100% garanti vundet Ballon d’Or i 2020, hvis altså FIFA aldrig havde aflyst Ballon d’Or-ræset for det år - det daværende live bet, var så godt som hjemme. Mange vil også mene, at Lewandowski havde fortjent at vinde den i 2021, men det skete heller ikke.

Giv nu bare Lewandowski den Ballon d’Or – alt andet ville være tyveri på højlys dag. Bedre sent end aldrig.

lewandowski

 

 

Paolo Maldini

Det har generelt været en sjældenhed, når forsvarsspillere er endt inden for top-tre i kampen om Ballon d’Or. De offensive kræfter har og vil altid have en større fordel. Ikke desto mindre har den eminente forsvarspiller Paolo Maldini to gange prøvet at ende i top-3. Første gang var i 1994 og senest i 2003.

Han nåede aldrig at vinde den eftertragtede titel, men hans landsmand Cannavaro vandt den i 2006. Hvis Cannavaro kunne snuppe en titel, skulle Maldini bestemt også have haft en.

 

Neymar

Hvis Neymar havde haft samme sult og ærgerrighed som Messi og Ronaldo, havde han helt sikkert stået med den gyldne bold på et eller andet tidspunkt. Når Neymar er i spilhumør, er han den bedste dribler i verden. Hans teknik er eminent.

Neymar er to gange endt i top-3 til Ballon d’Or. Første gang var i 2015, og senest var i 2017. Siden da er det gået ned ad bakke for Neymar ift. Ballon d’Or. Den brasilianske verdensstjerne kommer måske aldrig til at stå med trofæet, da det ser ud til, at han har peaket i sin fodboldkarriere. Han havde dog fortjent en Ballon d’Or i vores optik, men konkurrencen er hård med Messi og Ronaldo inde i billedet.

Tjek alle aktuelle fodbold odds hos 888sport

 

Frank Lampard

Man kan selvfølgelig ikke sammenligne Frank Lampard med Messi og Ronaldo, men når man kigger på andre Ballon d’Or-vindere gennem tiden, så burde Frank Lampard nok også have stået med den gyldne bold. Hvad kunne Michael Owen, Pavel Nedved og Cannavaro, som Lampard ikke kunne?

Lampards bedste placering ved Ballon d’Or var i 2005, hvor han sluttede på en andenplads foran sin landsmand Steven Gerrard og bagved Ronaldinho. Det var også den eneste gang, Lampard sluttede i top-3. Det fortæller bare lidt om konkurrencen ved Ballon d’Or, når en spiller som Lampard ikke snupper titlen bare en enkelt gang.

 

Dennis Bergkamp

De fleste fodboldelskere i dag kan stadig huske den hollandske angriber og hans vanvittige målnæse og fantasi på en fodboldbane. Det blev til i alt 113 mål og 97 assists for Arsenal i ca. 411 kampe, og det var i 90’erne. Dengang var der ingen Messi eller Ronaldo, så hvem overgik Bergkamp på det tidspunkt? Ved to Ballon d’Ors sluttede Bergkamp inden for top-3.

I 1992 blev han nummer tre, mens Stoichkov og van Basten sluttede foran ham. Året efter i 1993 måtte Bergkamp nøjes med en andenplads bag Baggio og foran Eric Cantona. Dengang spillede Bergkamp for Ajax og Inter. Bergkamp nåede aldrig at slutte i top-3, mens han spillede for Arsenal. Lidt uvirkeligt, når man tænker på det niveau, Bergkamp lagde for dagen i Premier League.

bergkamp

 

Zlatan Ibrahimovic

Nogle vil måske mene, at andre skulle have overtaget pladsen fra Zlatan på denne liste. Ikke desto mindre er vi stadig forbavsede over, at Zlatan aldrig nåede at slutte i top-3 ved Ballon d’Or. Igen fortæller det meget godt, hvilke vanvittige spillere, som han har været oppe i mod.

Han var tættest på i 2013, hvor han blev nummer fire og sluttede bag Ribery, Messi og Cristiano Ronaldo. Det stadig vildt, at en spiller, der har scoret ca. 500 mål i ca. 815 kampe, ikke har modtaget den gyldne bold.

 

Arjen Robben

Hvis der var en spiller i verden, som mindede mest om Lionel Messi, var det Arjen Robben. Og bare rolig, vi havde også Mo Salah i tankerne. Robben havde et vanvittigt venstreben, lynhurtig og fantastisk en-mod-en. Vi tør vove at påstå, at hvis Robben ikke havde haft alle de skader, ville han have været på niveau med Messi. Igennem hele Robbens fodboldkarriere og frem til 2021, var Robben skadet i alt i 1500 dage, i hvert fald, hvis man skal tro på transfermarkt.com. Det svarer til at Robben var samlet skadet i over fire år.

I Bayern München var Robben i sin bedste udgave, hvilket også udmøntede sig i en fjerdeplads ved Ballon d’Or i 2014. Hans bedste resultat ved Ballon d’Or. Robben var uhyggelig på det tidspunkt, men det var Manual Neuer, Messi og Cristiano Ronaldo.

 

*Credits: artiklens billeder tilhører Associated Press

*Først publiceret: d. 10. december 2021*

Lasse er freelance sportsskribent og stor sportsentusiast, som primært specialiserer sig inden for fodbold og esport. Generelt interesserer han sig inden for alt slags sport, men i øjeblikket har han kastet sin kærlighed på esport, som bare vokser og vokser. 

I 6 år har han kommenteret +600 fodboldkampe, hvor det er blevet til utallige fodboldkampe i Bundesligaen, Serie A, Europa League, Champions League og Superligaen, så han besidder et bredt og dybt kendskab til flere fodboldligaer.