Vi er efterhånden midtvejs i årets Tour de France, og der har allerede været flere store præstationer – også af danske ryttere.
I år er Danmark repræsenteret i Tour de France ved rytterne Søren Kragh Andersen, Jesper Hansen, Jakob Fuglsang, Magnus Cort og Michael Valgren, og det bliver interessant at se, hvordan de fem ryttere fortsætter deres færd gennem Frankrig.
Hvis Jakob Fuglsang ender i top tre i klassementet, giver det odds 16.00, men det bliver vanskeligt for Astana-rytteren, hvis han skal leve op til sine egne ambitioner og skrive sig ind i historien blandt nogle af de største danske Tour-præstationer.
I denne artikel ser vi nærmere på de 11 danske cykelryttere, der gennem historien har markeret sig i Tour de France ved at vinde en etape.
Mogens Frey
Den første danske etapesejr i historien var omgærdet af en del ballade. På 9. etape i 1970 var Mogens Frey alene kørt væk fra feltet og kørte gennem mange kilometer alene, inden han mod slutningen fik følgeskab af sin holdkaptajn Joaquim Agostino. De to ryttere nåede sammen til mål og holdt feltet bag sig, men da de skulle køre over stregen, ville Mogens Frey have etapesejren for sin fine indsats. Det fik han ikke lov til at Agostino, der holdt fast i danskerens cykel og selv trillede først over målstregen. Dermed måtte danskeren i første omgang tage til takke med en andenplads, men resultatet blevet efterfølgende omstødt, da Agostino blev diskvalificeret og Frey fik sin etapesejr. Optrinnet betød, at Frey blev lagt for had af portugisiske cykelfans, ligesom der efterfølgende var kold luft mellem ham og Agostino.
Kim Andersen
1983 var et stort år for dansk cykelsport – og et stort år for Kim Andersen. Den danske rytter sikrede sig på 3. etape den gule førertrøje for første gang nogensinde, men selvom han måtte afgive den efter seks etaper, var han ikke færdig med at markere sig på Touren. På 12. etape kørte han fra feltet en snes kilometer fra mål sammen med spanieren Paedro Delgado, og da det hele skulle afgøres mellem de to ryttere i en sprint, var danskeren suveræn. Kim Andersen blev dermed den blot anden dansker i historien til at vinde en etape i Tour de France.
Jørgen V. Pedersen
Mens Kim Andersen var den store stjerne i dansk cykling midt i firserne, var Jørgen V. Pedersen en ung og upcoming mand. Alligevel viste han sine store kvaliteter på cyklen, da han på 10. etape stak af fra feltet som en del af et udbrud på fire ryttere. Forspringet til feltet holdt hele vejen frem til slutspurten, der blev aldeles hektisk og tæt, men Jørgen V. Pedersen formåede at holde hollænderen Johan Lammerts bag sig, så han vandt etapen.
Jesper Skibby
I begyndelsen af 1993 pådrog Jesper Skibby sig et kraniebrud, men alligevel var han klar til Tour de France i sommermånederne. Skibby havde flere gange forsøgt sig med hidsige angreb i Tour de France, men i 1993 lykkedes det at køre fra feltet på den sidste kilometer og vinde 5. etape. Præstationen betyder, at Jesper Skibby er den eneste dansker, der har vundet en etape i både Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España.
Bjarne Riis
Danske Bjarne Riis har vundet mange triumfer i Tour de France, men de fleste er fjernet fra de officielle annaler på grund af hans doping-indrømmelse i 2007. Riis har vundet hele fire etaper i Tour de France: En i 1993, en i 1994 og to i 1996, hvor han også endte i den gule førertrøje som løbets vinder. Den mest ikoniske sejr fandt sted på 16.etape fra Agen til Hautacam, hvor han reelt sikrede sig sejren i løbet.
Bo Hamburger
Københavneren Bo Hamburger debuterede i Tour de France i 1993 med nogle fine præstationer, og allerede i 1994 kom hans største bedrift i løbet, da han vandt sin eneste etapesejr i Tour-regi. På 8. etape kom Hamburger med i et udbrud bestående af i alt fire ryttere, og de holdt hele vejen til opløbsstrækningen, hvor Hamburger kørte væk sammen med colombianeren Camargo. I den afgørende sprint var danskeren hurtigst.
Rolf Sørensen
Den mest vindende danske cykelrytter gennem tiderne har også markeret sig i Tour de France. Rabobank-rytteren nåede at vinde to etaper i Tour de France, hvor rivaliseringen med Bjarne Riis også fyldte meget. Sørensen vandt sin første etape i 1993, dagen efter Riis, mens hans anden etapesejr kom i hus i 1996 – samme år hvor Bjarne Riis vandt hele Touren.
Jakob Piil
Fra Bjarne Riis’ sidste etapesejr i 1996 skulle der gå syv år, før Danmark igen fik en etapevinder i verdens hårdeste cykelløb. Men i 2003 lykkedes det fynboen Jakob Piil at stikke af fra feltet sammen med otte andre ryttere. Mod slutningen af etapen brød Piil ud af gruppen sammen med Fabio Sacchi, og da de to ryttere nærmede sig målstregen, var danskeren suveræn og vandt dermed en mindeværdig etapesejr.
Michael Rasmussen
Årene 2005-2007 var Michael Rasmussens helt store år i Tour de France. Efterfølgende viste det sig, at han var dopet, men midt i nullerne var begejstringen stor over danskerens bedrifter. Den første etapesejr kom i hus i 2005, hvor han også vandt den prikkede bjertrøje, hvilket han fulgte op med en gentagelse i 2006. Hans helt store år var i 2007, hvor han længe bar den gule førertrøje og vandt to etaper. 16. etape var hans største triumf, hvor han reelt sikrede sig den samlede sejr, men det blev også punktummet for hans cykelkarriere på øverste niveau, da han efterfølgende blev trukket ud af løbet på grund af dopingmistanke.
Nicki Sørensen
Den foreløbig sidste danske etapesejr blev vundet af Nicki Sørensen i 2009. Den rutinerede dansker kørte selv fra feltet op til en udbrydergruppe, som han senere selv forlod sammen med Sylvian Calzati. Seks kilometer før mål stak Sørensen væk fra Calzati og kørte alene i mål med et voldsomt udtryk i øjnene.