Det er efterhånden blevet slået fast mange gange, at Peter Sagan ikke er som cykelryttere er flest. Han er berømt for sine kække udtalelser, markante jubelscener og usædvanlige fremtoning, og han har i årevis været en populær rytter efter en række store triumfer.
I denne uge skal han i Norge forsøge at vinde verdensmesterskabet i landevejscykling for tredje gang i træk, og hvis det lykkes, vil han være den første mand til at opnå den bedrift.
Det vil blot give den 27-årige polak endnu større status – og det vil samtidig være en oprejsning for ham efter en skuffende 2017-sæson, hvor han blandt andet blev udelukket fra Tour de France. Samtidig vil det være kulminationen på en utrolig karriere for en af tidens mest markante ryttere.
Søsterens cykel og de syriske flygtninge
En klassisk historie om Peter Sagan handler om hans tid som juniorrytter i Slovakiet. Da han engang stillede op til det slovakiske mesterskab, havde han kort for inden solgt sin egen cykel, og da han endnu ikke havde skaffet sig selv en ny, måtte han stille op til det prestigefyldte løb på sin søsters hverdagscykel, der havde dårlige gear og næsten ingen bremser. Alligevel vandt han løbet.
Det er et eksempel på, at Peter Sagan er en usædvanlig karakter i cykelsporten, og hans personlighed bliver stadig fremhævet som noget specielt. Da han i 2015 vandt VM i landevejscykling for første gang, overraskede han i sit sejrsinterview ved at adressere de store flygtningestrømme fra Syrien.
”Jeg finder motivation i verden. Jeg mener, at det er et stort problem med Europa og alt det, der foregår. Jeg er nødt til at sige, at det er en stor motivation for mig. Vi er nødt til at ændre de problemer, vi har i verden. I løbet af de næste år kan alt være forandret. Jeg tror, at den her konkurrence og al den sport er meget godt for folk. Og vi er motvation for folket,” sagde Sagan i det nu ikoniske citat.
En anderledes sportsmand
Sagan har også i andre sammenhænge leveret anderledes interviews, men det er ikke et tegn på overfladiskhed eller et skjold for at beskytte sig selv. Hans kollega og landsmand Michael Kolar har i et interview med cyclingtips.com sat ord på Sagans unikke personlighed.
”Når man møder ham første gang, virker han ret…lad os sige… simpel. Men det er mere, fordi han forbliver simpel i sit ydre, så ingen formentlig generer ham. Når man lærer ham at kende, er han en ganske anderledes person. Han er god til at lave sjov, og man kan ikke se nogen tegn på stress hos ham. Det kan jeg virkelig godt lide ved ham,” sagde Kolar i 2015.
Slovakken er også kendt for sit markante udseende, og hvor han tidligere har fremstået med viltert og langt hår, viste han sig tidligere i år som næsten skaldet. Han ejer en frisørsalon sammen med sin søster, og det medvirker igen til billedet af en anderledes sportsmand.
Gennembrud i 2010
En ting er imidlertid Sagans personlighed. Noget andet er hans evner som cykelrytter.
Han indledte sin tilværelse som mountainbikerytter, og markerede sig ved at vinde verdensmesterskabet som U23-rytter i 2008. Siden blev han professionel på landevejen, og i 2010 fik han sit store gennembrud ved at vinde pointtrøjen samt to etaper i Paris-Nice. Herefter tog karrieren for alvor fart, og han blev tidligt sammenlignet med den belgiske legende Eddy Merckx.
”Jeg har aldrig set en rytter som ham. Jeg tror ikke, at nogen har. Han er en enestående rytter.Man kan forvente alt, hvor han kan vinde alt, hvad han vil. Alt. Hvis han vinder Tour de France en dag, vil det ikke være en overraskelse for mig. Hold øje med ham,” udtalte den tidligere Ivan Basso om den unge Sagan, som i årene efter levede op til forventningerne og vandt masser af løb.
Da han som 22-årig deltog i Tour de France for første gang i 2012, vandt han den grønne pointtrøje samt tre etaper, hvilket gjorde ham til den yngste etapevinder i Touren siden 1993. I de følgende år gentog han bedriften med at vinde pointtrøjen, og fra 2012 til 2016 vandt han altså den grønne trøje fem gange, hvilket kun er overgået af tyskeren Eric Zabel.
En af de bedste i verden
Peter Sagan har udviklet sig til at være en af de bedste ryttere i verden, og han vil sandsynligvis gå over i historien som en af de største, der har været. Tilbage i 2013 udtalte hans konkurrent Marc Cavendish sig også med stor respekt for slovakken.
”Den her fyr er ret uovervindelig i øjeblikket. Han er en en-gang-i-hver-generation-rytter. Helt sikkert. Han er super, super god. Han får alle os andre til at ligne juniorryttere,” sagde Cavendish i forbindelse med et løb i 2013.
Med 22 sejre i 2013 skulle man tro, at det var det store jubelår for Sagan, men med VM-titlerne i 2015 og 2016 viste han, at han er i stand til at blive ved og ved med at vinde store sejre i cykelsporten.
Selvom 2017 har været et skuffende år for Sagan på hans nye hold Bora-Hansgrohe – med Tour de France-udelukkelsen som et lavpunkt – har slovakken alligevel formået at levere resultater.
I begyndelsen af september vandt han en-dags-løbet Grand PrixCycliste de Québec, hvilket bragte ham op på i alt 100 sejre i karrieren, og eftersom han ikke har deltaget i nogle af årets tre Grand Tours, er han fuld af motivation forud for VM-linjeløbet i Bergen, hvor han er favorit til at vinde til odds 3.60.
Det var meningen, at Sagan også skulle med i holdtidskørslen først på ugen, men på grund af jetlag og sygdom har han meldt fra for at være helt klar til linjeløbet.
Det vil være en ikonisk triumf, hvis det lykkes for Sagan at tage sin tredje titel, og det skal blive interessant at se, hvordan han vil fejre en eventuel triumf. Han har imiteret Hulk. Han har sendt en refererence til The Wolf of Wall Street. Og han har talt om verdens flygtninge.
Man ved ikke, hvad man kan forvente af Peter Sagan. Man ved blot, at man skal forvente noget anderledes af den slovakiske vindertype med det store talent og den markante personlighed.